Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst
Bekendtgørelse om særlig støtte til landbrugere til ekstensivt
landbrug1)
I medfør af § 1, stk. 2-5, § 4, stk. 1 og 5, og § 24 i lov
om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under
Den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for
Landbruget m.v. (landbrugsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 445 af 23.
april 2010, fastsættes:
Kapitel 1
Ordningens indhold og formål
§ 1.
Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører særlig støtte til
landbrugere til ekstensivt landbrug, hvor støtteberettigede arealer efter
enkeltbetalingsordningen dyrkes med begrænset anvendelse af kvælstof og uden
brug af plantebeskyttelsesmidler bortset fra sådanne, der må anvendes til
økologisk jordbrugsproduktion.
Stk. 2. Formålet med den
særlige støtte er at fremme ekstensivt landbrug, først og fremmest økologisk
jordbrugsproduktion, der kan bidrage til at øge biodiversiteten og at reducere
udvaskningen af næringsstoffer og plantebeskyttelsesmidler fra landbruget til
vandmiljøet.
Kapitel 2
Definitioner
§ 2. I
denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Særlig støtte:
Støtte, der ydes i medfør af artikel 68 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af
19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for
direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for
landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006,
(EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003.
2) Ansøgningsår:
Det kalenderår, hvor ansøgning om støtte indgives.
3) Græsarealer:
Permanente græsarealer og græsarealer i omdrift, som defineret i
NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter
enkeltbetalingsordningen.
4) Planperiode: En
planperiode for gødningsplanlægning samt gødningsregnskab i henhold til lov om
jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.
5)
Randzonearealer: Arealer, der er randzone i medfør af lov om randzoner og regler
udstedt i medfør heraf.
Kapitel 3
Ansøgning om støtte
§ 3. Landbrugere skal hvert år, hvor der
ønskes støtte efter denne ordning, indsende en ansøgning til
NaturErhvervstyrelsen. Ansøgning skal indgives på et særligt skema,
Fællesskemaet, der indgives efter bestemmelserne i NaturErhvervstyrelsens
bekendtgørelse om elektronisk Fællesskema og markkort eller senere bestemmelser,
der måtte afløse de nævnte bestemmelser.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en
mark, der er omfattet af ansøgning om støtte, afgrænses på markkortet således,
at marken omfatter randzonearealer, hvis størrelsen af randzonearealerne inden
for markafgrænsningen er oplyst i ansøgningen. For en sådan mark anses ansøgning
om støtte for marken at omfatte markens areal med fradrag af de nævnte
randzonearealer.
Stk. 3. Ansøger skal i
Fællesskemaet oplyse, om ansøger vil overholde den i § 9, stk. 2, nr. 1 eller 2,
anførte forpligtelse. Hvis ansøger i Fællesskemaet har valgt at overholde den i
§ 9, stk. 2, nr. 1, anførte forpligtelse, skal det for alle de marker, der er
anført i Fællesskemaet, være oplyst, om marken indgår i bedriftens harmoniareal.
Hvis ansøger i Fællesskemaet har valgt at overholde den i § 9, stk. 2, nr. 2,
anførte forpligtelse, skal gødningsplanlægning være udfyldt i det skema, hvortil
der henvises i Fællesskemaet.
Stk. 4. Der kan ikke efter
denne bekendtgørelse ansøges om støtte for arealer, for hvilke der i
ansøgningsåret ansøges om særlig støtte til pleje af støtteberettigede
græsarealer under enkeltbetalingsordningen eller til afgrødevariation.
Kapitel 4
Prioritering af ansøgninger om støtte
§ 4.
Hvis de afsatte midler ikke giver mulighed for at imødekomme alle ansøgninger om
støtte, prioriterer NaturErhvervstyrelsen marker, hvortil der søges støtte, i
følgende prioriterede rækkefølge:
1) Private
økologiske marker.
2) Øvrige private
marker.
3) Offentlige
økologiske marker.
4) Øvrige
offentlige marker.
Stk. 2. Ved en privat mark
forstås i forbindelse med prioritering, at marken er omfattet af en ansøgning,
der ikke er fra en offentlig institution, en offentlig virksomhed eller et
kommunalt fællesskab.
Stk. 3. Ved en offentlig
mark forstås i forbindelse med prioritering, at marken er omfattet af en
ansøgning fra en offentlig institution, en offentlig virksomhed eller et
kommunalt fællesskab.
Stk. 4. Ved en økologisk
mark forstås i forbindelse med prioritering, at marken er anført under en
bedrift, der ved ansøgningsfristens udløb, jf. de i § 3, stk. 1, anførte
bestemmelser, er autoriseret af NaturErhvervstyrelsen til økologisk
jordbrugsproduktion eller er omfattet af en ansøgning herom, og hvor marken ved
ansøgningsfristens udløb er omfattet af en plan for omlægning til økologisk
jordbrugsproduktion.
§ 5.
Inden for hver af de i § 4, stk. 1, anførte prioriteringsklasser prioriteres
markerne i følgende prioriterede rækkefølge:
1) Marker i
nitratfølsomme indvindingsområder.
2) Marker i
områder med særlige drikkevandsinteresser.
3) Marker i
områder med drikkevandsinteresser.
4) Øvrige
marker.
Stk. 2. Ved de i stk. 1
anførte områder forstås i forbindelse med prioritering de områder med samme
benævnelse, der fremgår af Fødevareministeriets Internet Markkort den 1. februar
i ansøgningsåret.
Stk. 3. Ved marker i et af
de i stk. 1 anførte områder forstås i forbindelse med prioritering, at marken er
beliggende inden for en markblok, jf. stk. 4, der omfatter mindst 100 m² af det
pågældende område.
Stk. 4. Ved markblokke
forstås markblokke med de markblokgrænser, der fremgår af NaturErhvervstyrelsens
elektroniske indberetningssystem. Ved prioritering anvendes markblokkene, som de
fremstår henholdsvis den 1. februar i ansøgningsåret og ved ansøgningsfristens
udløb. Ved prioritering af en mark, der er berørt af markblokændring, anvendes
markblokkene på det af de anførte tidspunkter, der giver den mest fordelagtige
prioritering af marken.
Stk. 5. Hvis en mark kan
henføres til flere af de i stk. 1 anførte områder, henføres marken til det
område, der har højst prioritet.
Stk. 6. Hvis der ikke er
midler til at yde støtte for alle de marker, der er henført til en
prioriteringsklasse, jf. stk. 1, prioriterer NaturErhvervstyrelsen markerne
efter markstørrelse, idet en større mark går forud for en mindre mark.
Kapitel 5
Arealer for hvilke der kan ydes støtte
§ 6.
Støtte kan ydes for arealer, der er støtteberettigede efter
enkeltbetalingsordningen.
Stk. 2. Uanset stk. 1 gælder
følgende:
1) Der ydes ikke
støtte for udyrkede arealer.
2) Der ydes ikke
støtte for arealer, som omhandlet i artikel 34, stk. 2, litra b, i Rådets
forordning (EF) nr. 73/2009.
3) Der ydes kun
støtte for græsarealer (græsarealer i omdrift og permanente græsarealer), hvis
arealerne har været anvendt landbrugsmæssigt til slæt eller afgræsning inden for
perioden fra den 15. maj til og med den 31. august i ansøgningsåret, og
arealerne fremstår med lavt plantedække den 31. august i ansøgningsåret, jf. dog
nr. 4.
4) Uanset nr. 3
kan støtte ydes for græsarealer i omdrift, der anvendes til grøngødning, når
arealerne den 21. april i ansøgningsåret er omlagt eller er under omlægning til
økologisk jordbrugsproduktion under en bedrift, der er autoriseret af
NaturErhvervstyrelsen til økologisk jordbrugsproduktion eller er omfattet af en
ansøgning herom, og
a)
plantedækket nedpløjes inden for perioden fra den 1. august til og med den 31.
oktober i ansøgningsåret, eller
b) arealerne
er etableret med en kløvergræsblanding med mindst 15 vægtprocent kløver, og
ansøger i hele ansøgningsåret opbevarer dokumentation for indkøb af den anvendte
kløvergræsblanding og dokumentation for, at der har været en anden hovedafgrøde
end græs på arealerne i kalenderåret forud for ansøgningsåret.
Stk. 3. Der kan endvidere
ikke ydes støtte for følgende arealer:
1) Arealer, for
hvilke der med virkning inden for ansøgningsåret foreligger tilsagn om tilskud
til miljøvenlig drift af vådområder i medfør af bekendtgørelse nr. 893 af 22.
september 2005 om tilskud til miljøvenlig drift af vådområder eller tilsagn om
tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i medfør af bekendtgørelse
nr. 140 af 10. marts 2005 eller tidligere bekendtgørelser om tilskud til
miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, bortset fra tilsagn om tilskud til
etablering af efterafgrøder.
2) Arealer, for
hvilke der med virkning inden for ansøgningsåret foreligger tilsagn om tilskud
til miljøbetinget tilskud, til braklagte randzoner, til pleje af græs- og
naturarealer, til fastholdelse af vådområder, til fastholdelse af naturlige
vandstandsforhold, til pleje af vådområder eller til opretholdelse af ændret
afvanding i medfør af landdistriktsloven.
3) Arealer, der
med virkning inden for ansøgningsåret er omfattet af en tilskudsordning til
skovbrug.
4) Arealer, for
hvilke der ved ansøgningsfristens udløb og med virkning inden for ansøgningsåret
foreligger forpligtelser til at undlade brug af kemiske plantebeskyttelsesmidler
eller forpligtelser, der i hovedsagen svarer hertil, som følge af tilsagn om
tilskud i medfør af anden lovgivning end NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelser
om tilskud til omlægning til økologisk jordbrug, aftale, der indebærer betaling
for den nævnte regulering, servitut eller pligt, der er pålagt i medfør af anden
lovgivning.
5) Vandhuller,
søer, vandløb, grøfter, stendiger og lignende arealer, der ikke kan anvendes til
landbrugsproduktion.
6) Arealer, der
inden for ansøgningsåret er randzonearealer.
Stk. 4. Flora- og
faunaforbedrende foranstaltninger, der efter reglerne for
enkeltbetalingsordningen etableres på arealer, der kan anvendes til
landbrugsproduktion, er ikke omfattet af stk. 3, nr. 5.
Stk. 5.
NaturErhvervstyrelsen kan i tilfælde af unormale vejrforhold beslutte, at den i
stk. 2, nr. 3, anførte dato, hvor plantedækket skal være lavt, udskydes.
NaturErhvervstyrelsens beslutning kan vedrøre hele eller dele af landet.
Kapitel 6
Betingelser for støtte, andre forpligtelser og
støttesats
§ 7. Et
areal, hvortil der søges støtte, skal udgøre et sammenhængende areal på mindst
0,30 ha, medmindre der er tale om arealer i lukkede drivhuse.
Stk. 2. Der ydes kun støtte,
hvis det støtteberettigede areal, hvortil der skal ydes direkte betalinger i
henhold til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009, udgør mindst 2,00 ha, medmindre
det samlede støttebeløb til landbrugeren i form af særlig støtte for handyr, og
støtte på grundlag af særlige betalingsrettigheder udgør et beløb svarende til
mindst 300 euro.
§ 8.
Støtte for et areal er betinget af, at der i hele ansøgningsåret kun anvendes
plantebeskyttelsesmidler til arealet, der er tilladt i økologisk
jordbrugsproduktion i Danmark.
§ 9.
Ansøger er forpligtet til at sikre,
1) at der for den
planperiode, der udløber i ansøgningsåret, udarbejdes gødningsplanlægning efter
reglerne i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække og regler
fastsat i henhold til denne lov, uanset om bedriften er registreret i
NaturErhvervstyrelsens register over virksomheder, der er omfattet af den nævnte
lovgivning,
2) at den i nr. 1
nævnte gødningsplanlægning er ajourført senest 7 dage efter, at ændringen er
foretaget, og
3) at den i nr. 1
nævnte gødningsplanlægning opbevares på bedriften i hele ansøgningsåret.
Stk. 2. Ansøger er endvidere
forpligtet til at sikre, at den af følgende forpligtelser, der er valgt i
Fællesskemaet, overholdes:
1) I den
planperiode, der udløber i ansøgningsåret, må der på bedriften i gennemsnit
maksimalt tilføres 140 kg total kvælstof pr. ha harmoniareal.
2) I den
planperiode, der udløber i ansøgningsåret, må bedriftens forbrug af kvælstof til
gødningsformål ikke overstige en reduceret kvælstofkvote på bedriftsniveau, der
beregnes ved for hver mark, hvortil der er søgt støtte, at trække
kvælstofreduktionen for marken fra bedriftens samlede kvælstofkvote og i øvrigt
efter reglerne i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække og
regler fastsat i henhold til denne lov. Markens reducerede kvælstofkvote
fastsættes som 75 procent af kvælstofkvoten for marken inklusiv regulering på
grundlag af kvælstofprognosen i henhold til NaturErhvervstyrelsens
bekendtgørelser om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække og om
kvælstofprognosen.
§ 10.
Støttesatsen udgør et beløb i danske kr. svarende til 110 euro pr. ha.
Kapitel 7
Nedsættelse af støtte
§ 11.
Hvis den i § 9, stk. 1, fastsatte forpligtelse ikke er opfyldt, nedsættes
støtten med 25 procent, jf. dog § 12.
Stk. 2. Hvis den i § 9,
stk. 2, fastsatte forpligtelse ikke er opfyldt, udbetales der ikke støtte, jf.
dog § 12.
§ 12.
Hvis den i § 9, stk. 1, anførte forpligtelse er delvis opfyldt, eller hvis
overtrædelsen af den i § 9, stk. 2, anførte forpligtelse er ubetydelig, kan den
i § 11 anførte nedsættelse af støtten for den manglende opfyldelse af
forpligtelsen reduceres ud fra en konkret vurdering i overensstemmelse med
principperne i artikel 18, stk. 2, i Kommissionens forordning (EU) nr. 65/2011
af 27. januar 2011 om kontrol og krydsoverensstemmelse i forbindelse med
støtteforanstaltninger til udvikling af landdistrikterne.
Stk. 2. Hvis den manglende
opfyldelse af den i § 9, stk. 1, fastsatte forpligtelse er sket med forsæt,
udbetales der ikke støtte.
Stk. 3. Hvis den manglende
opfyldelse af den i § 9, stk. 2, fastsatte forpligtelse er sket med forsæt,
udbetales der ikke støtte, og ansøger udelukkes tillige fra støtteordningen for
det følgende ansøgningsår.
§ 13.
Hvis der konstateres overtrædelse af flere af de i § 9 fastsatte forpligtelser,
skal nedsættelsen, der skal fratrækkes støtteudbetalingen, beregnes på grundlag
af den overtrædelse, der medfører den højeste nedsættelse.
§ 14.
Hvis der fastsættes en nedsættelse i henhold til §§ 11-13, supplerer denne
støttenedsættelse eventuelle andre sanktioner i henhold til Rådets forordning
(EF) nr. 73/2009. Hvis der foruden nedsættelse, omfattet af §§ 11-13, også skal
foretages nedsættelse i støtteudbetalingen som følge af en konstateret
overanmeldelse af det støtteberettigede areal, jf. Rådets forordning (EF) nr.
73/2009, beregnes nedsættelsen i henhold til §§ 11-13 på grundlag af den støtte,
ansøger er berettiget til efter fradrag af nedsættelsen som følge af den
konstaterede overanmeldelse.
Kapitel 8
Krydsoverensstemmelse
§ 15.
Reglerne i NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelse om krydsoverensstemmelse og
regler om god landbrugs- og miljømæssig stand, der er fastsat af
NaturErhvervstyrelsen i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 73/2009, finder
anvendelse for ansøgninger indgivet efter § 3.
Kapitel 9
Overdragelse af bedrifter
§ 16.
Hvis en bedrift overdrages i sin helhed, inden den ansøgte støtte er udbetalt,
vil støtten uanset overdragelsen blive udbetalt til overdrageren, medmindre
overdrageren ved en transport overfører støtten til erhververen.
Kapitel 10
Kontrol
§ 17.
Kontrollen på stedet med de omfattede arealer m.v. foretages af
NaturErhvervstyrelsen i form af stikprøvekontrol, herunder ved telemåling, hos
de enkelte landbrugere.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden
kan foretage kontrol på de bedrifter, hvortil der er søgt støtte, uanset om hele
eller dele af bedriften er overdraget efter indsendelse af støtteansøgning.
§ 18.
Det påhviler landbrugerne at yde den nødvendige bistand ved kontroleftersyn.
Landbrugerne skal blandt andet forevise de omfattede arealer samt forevise
dyrkningsplaner, markplaner, gødningsplaner, forretningsmateriale og
regnskabsmateriale m.v.
Kapitel 11
Straffebestemmelser
§ 19.
Overtrædelse af § 18 i forbindelse med den i § 17 omhandlede kontrol straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 5 i
landbrugsstøtteloven.
Stk. 2. Der kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Kapitel 12
Ikrafttræden
§ 20.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2013.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr.
69 af 27. januar 2012 om særlig støtte til landbrugere til ekstensivt landbrug
ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for ansøgninger, der er
modtaget før den 1. februar 2013.
NaturErhvervstyrelsen, den 29. januar 2013
Pernille Andersen
/ Steen Bonde
Officielle noter
1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, som er nødvendige for
anvendelsen af følgende forordninger: Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19.
januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for
direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for
landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr.1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF)
nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003, Kommissionens
forordning (EF) nr. 1120/2009 af 29. oktober 2009 om gennemførelsesbestemmelser
til enkeltbetalingsordningen i afsnit III i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009
om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte
til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, og
Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 af 30. november 2009 om
gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 for så vidt
angår krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og
kontrolsystem inden for rammerne af de ordninger for direkte støtte til
landbrugerne, som er omhandlet i nævnte forordning, og om
gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt
angår krydsoverensstemmelse inden for rammerne af støtteordningen for
vin.