Den fulde tekst
Bekendtgørelse om betaling for behandling af ansøgninger om godkendelse af byggevarer i kontakt med drikkevand1)
I medfør af § 28, stk. 2, og § 31, stk. 1, i
byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1185 af 14. oktober 2010, som
ændret ved lov nr. 389 af 2. maj 2012, og i medfør af § 1, stk. 2, i
forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 9. oktober 2012, og §
1, stk. 3, i lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i
forvaltningen, som ændret ved lov nr. 552 af 24. juni 2005, samt efter
forhandling med justitsministeren fastsættes:
§ 1.
Virksomheder, som ansøger om godkendelse i henhold til bekendtgørelse om
udstedelse af godkendelser for byggevarer i kontakt med drikkevand,
skal inden udstedelsen af godkendelsen betale den i § 2 fastsatte takst
herfor til dækning af godkendelsessekretariatets aktiviteter forbundet
med udstedelse af sådanne godkendelser, herunder behandling af
ansøgninger, afrapporteringsforpligtelser over for Energistyrelsen,
information til ansøgere og offentligheden om ansøgningsprocedure og om
ordningen som helhed mv.
§ 2. For betaling efter § 1 fastsættes følgende takst:
Gebyret fastsættes til 9.775 kr. i 2012-priser.
§ 3. Godkendelsessekretariatet opkræver betaling efter § 1 på vegne af Energistyrelsen.
Stk. 2. Gebyret opkræves
ved udstedelse af godkendelse og fornyelse af godkendelser i henhold til
bekendtgørelse om udstedelse af godkendelser for byggevarer i kontakt
med drikkevand. Gebyr opkræves endvidere for tilbagekaldelser, såfremt
det skyldes godkendelsesindehavers manglende overholdelse af krav for
opretholdelse af en godkendelse i henhold til bekendtgørelse om
udstedelse af godkendelser for byggevarer i kontakt med drikkevand.
Stk. 3. Godkendelsessekretariatet sender den samlede indbetaling for udstedelse af godkendelser månedsvis til Energistyrelsen.
Stk. 4. Energistyrelsen afholder godkendelsessekretariatets aflønning af den samlede indbetaling for udstedelse af godkendelser.
Stk. 5. Betaling til
godkendelsessekretariatet foretages af Energistyrelsen kvartalsvis bagud
og reguleres efter aktivitetsniveau i henhold til indgået
resultatkontrakt.
§ 4. Taksten for godkendelse reguleres med prisudviklingen hvert år den 1. januar.
§ 5. Reglerne i
forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder for de sager, hvori der
træffes afgørelse af godkendelsessekretariatet i medfør af nærværende
bekendtgørelse.
§ 6. Afgørelser truffet af godkendelsessekretariatet efter denne bekendtgørelse kan påklages til Energistyrelsen.
Stk. 2. Klager over
afgørelser truffet af godkendelsessekretariatet indsendes til
godkendelsessekretariatet, der er forpligtet til inden for 4 uger at
vurdere og meddele, om klagen giver anledning til at ændre den trufne
afgørelse. Såfremt godkendelsessekretariatet ikke kan svare inden for
denne frist, skal klager have meddelelse herom. Meddelelsen skal
indeholde en angivelse af, hvornår der kan forventes svar.
Stk. 3. Såfremt klager ikke
får medhold, videresendes klagen til Energistyrelsen sammen med
godkendelsessekretariatets redegørelse for sagen.
Godkendelsessekretariatet skal videresende klagen og redegørelsen til
Energistyrelsen senest en uge efter meddelelse til klager om
godkendelsessekretariatets afgørelse, jf. stk. 2.
Stk. 4.
Godkendelsessekretariatet skal straks orientere Energistyrelsen om
modtagne klager, eventuelle meddelelser til klager om forsinket svar og
om meddelelser til klager om, at klager ikke får medhold.
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2013.
Stk. 2. Ansøgninger om
godkendelser i henhold til bekendtgørelse om udstedelse af godkendelser
for byggevarer i kontakt med drikkevand, kan indsendes fra den 1. april
2013.
Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, den 21. januar 2013
Martin Lidegaard
/ Ib Peter Larsen
Officielle noter
1)
Bekendtgørelsen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF
(informationsproceduredirektivet), som ændret ved direktiv 98/48/EF.